Efter Express 5 i morges ramte en pæl og måtte vende retur til Rønne Havn, er den konventionelle færge Povl Anker røget i arbejdstøjet.
Men arbejdsdagen kom forsinket i gang.
Ifølge den reviderede sejlplan skulle Povl Anker sejle fra Rønne mod Ystad klokken 11, men først klokken 11.45 kunne passagerer om bord fortælle, at færgen forlod havnen.
Også Express 1 er forsinket. Hurtigfærgen skulle sejle fra Ystad klokken 11.50, men kom først afsted cirka klokken 12.15. Torsdag eftermiddag oplyser Bornholmslinjen, at Express 1 sejler med 30 minutters forsinkelse.
Den opdaterede sejlplan for resten af dagen kan ses herunder.