Fire af de 10 danske deltagere ved Nordic Baltic Masters i military kommer fra Bornholm.
De unge bornholmske militaryryttere har i en årrække ført sig frem blandt landets bedste. Og sådan er det stadigvæk.
Når de nordisk-baltiske mesterskaber i denne weekend afvikles i Össjö i Sverige, kommer fire af de 10 danske deltagere således fra Bornholm.
I holdkonkurrencen for seniorer er to af de fire danskere bornholmere - sidste års modtager af Bornholms Tidende og TV2 Bornholms talentpris, Dicte Gjetting på hesten Amequ Torino, samt Luna Richter på Coco Chanel.
Tre danskere stiller op i den individuelle konkurrence - blandt dem også Luna Richter på hesten Tara.
I holdkonkurrencen for juniorer og young riders deltager to bornholmere - Cilje Folkmann Westh på Raffine van de Spotlewielen og Siw Kaas på Zo Special.
Også Liva Grubbe, der er udtaget til young riders-holdet, har en fortid på Bornholm, hvor hun stillede op for Nordbornholms Køre- og Rideklub. I dag bor hun på Sjælland og rider for Haslev Rideklub.