Man pisser ikke på et gravsted

Tommy Kaas

Redaktør

Et civiliseret samfund består også af rum, hvor vi frivilligt indretter vores adfærd efter, hvad rummet betyder for andre.

Man pisser ikke på et gravsted. Som menneske selvfølgelig overhovedet og aldeles slet ikke – og som menneske med hund, nej, heller ikke.

På kirkegården i Gudhjem har man nu måttet lukke adgangen for hunde, fordi "den menneskelige pli er væk", som graveren formulerer det i Tidende.

Det er et resultat af mangel på respekt. Og total mangel på situationsfornemmelse.

Kirkegården stiller et smukt og højtideligt rum til rådighed. Et rum til sorg og minder, til eftertanke og værdighed.

Det er også et rum, man som besøgende må aflæse, og hvor ens egen adfærd helst ikke skal ødelægge noget for andre.

Ganske vist er følelserne personlige, men kirkegården er altså et sted, hvor man med rette kan forvente, at andre mennesker tager et udvidet hensyn til dem.

Og så er der hundeejerne.

Der er en tendens til, at hunde fylder mere og mere – at de i stigende grad bliver en del af vores familier. Det kan være dejligt og hyggeligt at være pot og pande med Fido, og det er ikke uden grund, at vores firbenede kæledyr ofte omtales som menneskets bedste ven.

Vi skal bare passe på, at vi ikke når det punkt, hvor vi forventer, at hunden skal med på restaurant og på arbejde og alle andre steder – og nu altså også på kirkegården og i kirken.

Den alvorssnak er vi nødt til at have, og det er godt, at Østerlars-Gudhjem Menighedsråd har rejst debatten. For der er åbenbart opstået et behov for en forventningsafstemning.

Og ja, lige her er det ret enkelt. Og selv om graveren siger det meget præcist, kan vi godt endnu en gang hugge det i granit:

Hvis man lader sin hund pisse på et menneskes gravsted, så pisser man selv på traditionen og det fine ved en kirkegård. Det gør man bare ikke.