Normalt kører traktorer rundt på marker og landeveje, men tirsdag formiddag har landmænd fra hele landet kørt deres traktorer til København.
Det er sket i protest mod behandlingen af et nyt lovforslag om kvælstofsregulering, som i denne uge er til 2. og 3. behandling i Folketinget. Det har skabt trafikkaos i København tirsdag formiddag, hvilket også har kunnet mærkes på Københavns Busterminal.
– Der har været én enkelt hændelse. En af busserne har måttet opgive at køre ind til terminalen på grund af trafikken i området, fortæller pr- og kommunikationschef hos Bornholmslinjen, Jesper Maack.
Det er selskabet Bornholm Expressen, der drives i et samarbejde mellem Molslinjen og Vikingbus, der varetager busruten mellem København og Bornholm. Jesper Maack er løbende i kontakt med selskabets kørselschef, Lars Christensen.
– Det var bussen klokken 10.20, der har måttet opgive. Heldigvis kunne bussen klokken 10.30 tage passagererne fra terminalen med, så det løste sig på den måde, siger Jesper Maack.
Tirsdag har der efter planen været tre busafgange fra Busterminalen – klokken 16.20, 16.30 og 20.20. Der har dog ikke været nogen forventning om, at dagens resterende afgange bliver påvirket af traktorkaosset.
Der er flertal i Folketinget for det nye lovforslag, men det har skabt intern splittelse i Venstre. Tirsdag formiddag har Peter Juel-Jensen meldt, at han vil stemme mod partiets linje. Der er i alt fem medlemmer af Venstre, der torsdag vil stemme mod lovforslaget, heriblandt det bornholmske folketingsmedlem.