TRAFIK / 10. SEP • 11:47

Medie: Ekspert vil sænke Hammershus' hastighed

Medie: Ekspert vil sænke Hammershus' hastighed
Færgen ligger jo og skøjter rundt inde i havnen, fortæller Kurt Rye Damkjær. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Der er stadig stridigheder om havneudvidelsen mellem Rønne Havn og Molslinjen.

I kontrakten med Transportministeriet hos Bornholmslinjen står, at Hammershus og Povl Anker skal være i stand til at anløbe i Rønne Havn med en middelvind på op til 23 meter i sekundet.

Men på grund af havneudvidelserne i Rønne Havn er det ifølge Bornholmslinjen ikke muligt for dets konventionelle færger at anløbe havnen med det.

Det vil derfor, mener rederiet, være for farligt for de konventionelle færger at anløbe Rønne Havn version 2.0, når middelvinden er over 18 meter i sekundet, hvilket svarer til hård kuling.

Det kunne rederiet konkludere efter deres kaptajner havde være en tur i simulatoren hos Force Technology og testet anløbsproceduren i heftige vindforhold.

Men nu vurderer navigatør og nautisk ekspert Kurt Rye Damkjær, at den faktisk skal sænkes yderligere. Helt ned til 15 meter i sekunder. Det gør han til nichemediet Søfart.

Han har tjekket simuleringerne igennem, hvor grænsen allerede er blevet sænket, men han mener altså, at det skal yderligere ned.

– Når vindstyrken i simuleringerne når over de 15 m/s, så bliver det noget møg. Færgen ligger jo og skøjter rundt inde i havnen, fortæller Kurt Rye Damkjær til Søfart.

Selve konflikten udspringer af, at det ifølge Bornholmslinjen er blevet for usikkert at anløbe Rønne Havn ved indsejling, hvis man skulle sejle ved 23 meter i sekunder.

Kurt Rye Damkjær vil ikke konkludere, at udvidelsen har forringet forholdene, men siger, at det er blevet vanskeligere for Hammerhus som følge af den forlængede ydermole.

Rønne Havn har dog også tidligere afvist kritikken om besejlingforholdene, og Molslinjen holder også fast i, at det er sikkert at sejle ind ved 18 meter i sekundet som middelvind.

Havnen mener stadig, at det er sikkert i den nye havn med bedre besejlings- og manøreringforhold end tidligere.








FÅ ABONNEMENT