Hurtigfærgen Express 5 sejler i øjeblikket med 20 minutters forsinkelse. Det skriver Bornholmslinjen på sin hjemmeside.
Det er både afgangen fra Rønne klokken 10.30 og afgangen klokken 12.30 fra Ystad, der er ramt af mandagens forsinkelse.
Ifølge Bornholmslinjens PR- og kommunikationschef, Jesper Maack, skyldes forsinkelsen trafikuheldet, der tidligere på dagen lukkede Øresundsbroen. Det er særligt hensynet til busser med skolerejsende, der fik færgen til at vente, skriver han i en sms.
Mandag morgen var tre køretøjer involveret i et større trafikuheld på Øresundsbroen. Uheldet skete på den svenske side af broen. I første omgang blev begge retninger spærret, mens oprydningsarbejdet stod på. Klokken 8.30 blev broen igen åbnet i begge retninger, men på grund af igangværende vejarbejde er der kun ét spor åbent i hver retning.
Trafikuheldet førte til massiv kø, hvilket fik hurtigfærgen Express 5 til at vente og dermed sejle med forsinkelser.