Den belgiske superstjerne Wout van Aert vandt første etape af PostNord Danmark Rundt, som blev afgjort i en massespurt.
På dagens etape lykkedes det et udbrud med fem ryttere at komme afsted. Blandt rytterne i udbruddet var Daniel Stampe fra BHS-PL Beton Bornholm, som slap fri fra feltet. Udbruddet holdt dog ikke hele vejen til målstregen og blev hentet af feltet. Etapen endte brat for Daniel Stampe, der efter en tur i asfalten måtte udgå af løbet.
Bedste rytter fra BHS-PL Beton Bornholm blev Marcus Sander Hansen, der sluttede på en 36. plads.
Første etape af PostNord Danmark Rundt havde både start og mål i Aalborg. Etapen var 192,2 kilometer lang, og undervejs passerede rytterne blandt andet Svinkløv Badehotel og Aggersundbroen.
Onsdag fortsætter PostNord Danmark Rundt med en etape fra Glyngøre til Skive. Her venter 183,8 kilometer, inden rytterne når målstregen. Jonas Vingegaard gæster torsdagens etape, når ruten passerer hans hjemby Glyngøre.