NOTITS / 12. SEP • 10:00

Peter Poulsen: Forhåbning


Mine forældre er blevet til sten

med navne, så man kan se,

hvem der er hvem.

Hvis ikke der er begået en fejl

et eller andet sted i systemet,

er den venstre mor,

den højre far;

også granitten har to køn.

En brat forvandling, må man sige.

Den ene dag sidder man med en cigar

og ser ud over skyttegravene,

eller man korsstingsbroderer

nogle vise ord på en serviet;

kort efter er man lagret

under en sten.

Jeg krydser fingre for jer og håber,

at det med sjælen

har noget på sig,

at I får jer en stille polka derude,

hvis en polka da kan være stille …

Peter Poulsen og Bornholm

Tidende bringer efter aftale med Peter Poulsen uddrag fra digterens store bagkatalog – digte, hvor Bornholm ofte på den ene eller anden måde har bidraget med inspiration. Dagens digt står i ”Rulleteksterne” som udkom i 2010.








FÅ ABONNEMENT