Tornado river tage af boliger i sydfransk by

UDLAND25. AUG 2026 • 01:28

Mindst 26 personer er kommet til skade, efter at en tornado har ramt en landsby i Sydfrankrig.

En tornado har mandag raseret et område i det sydlige Frankrig, og adskillige mennesker er kommet til skade.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og dpa.

Tornadoen ramte hårdest i landsbyen Pomas, der ligger for foden af Pyrenæerne, og har omkring 1000 indbyggere.

Ifølge AFP blev omkring 300 boliger ødelagt af tornadoen, og i nogle tilfælde blev tage revet af husene.

Flere end 120 redningsfolk blev mandag sendt til området, oplyser de lokale myndigheder ifølge AFP.

Ifølge nyhedsbureauet dpa blev 26 mennesker såret af tornadoen. AFP sætter antallet af kvæstede til 41. Flere af de sårede er bragt til et hospital i området.

Der er blevet oprettet nødindkvartering til beboere, hvis hjem er blevet beskadiget af uvejret, skriver dpa.

De franske myndigheder havde udsendt et stormvarsel for store dele af Sydfrankrig mandag.

Flere områder er blevet ramt af strømafbrydelser. Omkring 2800 husstande var mandag aften uden strøm på tværs af ti landsbyer, mens flere veje var spærret af nedfaldne grene.

Det voldsomme vejr i Sydfrankrig har forsinket tog, lukket veje og skabt forsinkelser og aflysninger i lufthavnene i Bordeaux, Marseille, Nice, Toulouse og i Paris længere mod nord.

Det oplyser den franske transportminister, Philippe Tabarot, ifølge AFP.

3. etape af cykelløbet Vuelta a España blev mandag aflyst 17 kilometer fra målstregen i Sydfrankrig på grund af et kraftigt haglvejr.

Tornadoer rammer årligt Frankrig, skriver AFP. Sidste år ramte en tornado nord for Paris, hvor en person mistede livet.

I 2008 mistede tre personer livet, da en voldsom tornado ramte Hautmont i det nordlige Frankrig.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT