Norge vil lave nye olieboringer i Arktis uanset EU's holdning

UDLAND24. AUG 2026 • 09:00

Norge har ifølge minister til hensigt at opretholde olieproduktionen på nuværende niveau indtil tidligst 2035.

Norge vil fortsætte med at udbygge landets olie- og gasressourcer i Barentshavet, selv om EU støtter et forbud mod nye boringer i Arktis.

Det siger Norges energiminister, Terje Aasland, forud for den norske olie- og energimesse ONS.

- I den geopolitiske og sikkerhedsmæssige situation i dag og set i lyset af ressourcesituationen mener jeg, at aktiviteten i Barentshavet tjener både norske og europæiske interesser, siger han.

EU støtter i øjeblikket et forbud mod nye boringer i Arktis af miljømæssige hensyn. Men man overvejer ifølge Reuters at ændre politikken af hensyn til energisikkerhed.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er Norge blevet Europas største leverandør af naturgas. Landet imødekommer omkring 30 procent af gasbehovet for både EU og Storbritannien.

I 2025 var Norges gasproduktion tæt på rekord, mens olieproduktionen nåede det højeste niveau siden 2009.

Officielle prognoser viser dog, at produktionen vil falde markant efter 2030, hvis der ikke foretages nye boringer.

Terje Aasland siger, at Norge har til hensigt at opretholde olieproduktionen og olieeksporten omkring det nuværende niveau indtil tidligst 2035. Og her vil Barentshavet spille en nøglerolle, lyder det.

Barentshavet ligger nord for Norge og Rusland og øst for Norskehavet.

I samtaler med embedsfolk fra EU har Norge argumenteret for, at de dele af Barentshavet, som er åbne for olieboringer, er fri for is ligesom Nordsøen. Dermed er der lavere risiko for oliespild og andre miljøpåvirkninger.

Samtidig har Norge argumenteret for, at boringerne er med til at fastholde arbejdspladser og bosættelser i de nordlige regioner i Norge, som grænser op til Rusland.

Terje Aasland har indtryk af, at argumenterne bliver hørt i EU. Han tilføjer samtidig, at Norge har ret til at udbygge ressourcer i Barentshavet, selv hvis EU er imod det.

- Vi vil udvikle disse områder, og så vil det være op til EU, om de vil have et midlertidigt forbud mod at købe gas eller olie, siger han.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT