Virksomhed i Gladsaxe skal renovere Forsvarets faciliteter og vil i den forbindelse have medarbejdere på Bornholm.
Forsvaret har valgt den virksomhed, der skal stå for renoveringen af ejendomme og faciliteter her på Bornholm.
Valget er faldet på Viebke & West i Gladsaxe, der i forvejen har en rammeaftale med Forsvaret.
Opgaven indbringer forventeligt Viebke & West 150 millioner kroner over fire år og vil efter planen skabe beskæftigelse her på øen.
– Vi kommer til Bornholm med erfaring i bagagen. Vi er allerede godt i gang med at løse opgaver for Forsvaret, og den viden kan vi tage direkte med ind i arbejdet, siger kommerciel direktør Mattias Gudmundsson hos Viebke & West i en pressemeddelelse.
Arbejdet med at renovere øens kaserner begynder ingen længe, og Viebke & West er klar til at løfte den store og krævende opgave og glæder sig til at komme i gang, fortæller Mattias Gudmundsson.
Virksomheden er allerede i gang med at forbedre Forsvarets ejendomme og faciliteter andre steder i landet, og de erfaringer kan den tage med hertil.
– Vi kender kravene og samarbejdsformen, og samtidig ved vi, hvor vigtigt det er at være entreprenante, siger Mattias Gudmundsson.
Lokale arbejdspladser
Viebke & West har allerede tre større malerentrepriser her på Bornholm, og med aftalen udbygger virksomheden sin tilstedeværelse på øen. Den forventer at ansætte nye medarbejdere lokalt og vil fortsat have stort fokus på at opbygge relationer til lokale virksomheder og samarbejdspartnere.
Ambitionen er at bidrage positivt til øens udvikling gennem lokale arbejdspladser, nye samarbejder og stærke relationer til det bornholmske erhvervsliv, fortæller den kommercielle direktør.
– Når vi etablerer os på Bornholm, ser vi det som vores ansvar også at engagere os i den udvikling, der sker på øen. Vi kommer til at ansætte lokalt og opbygge relationer til virksomheder og samarbejdspartnere, så den aktivitet, vi skaber, også kommer Bornholm til gode. Vi vil være til stede, engagere os og bidrage aktivt til det lokalsamfund og erhvervsliv, vi bliver en del af, siger Mattias Gudmundsson.
Arbejdet med Forsvarets faciliteter og ejendomme forventes at begynde 1. oktober.