Hvis en tredjedel af vores restaffald er mad, bør man måske spørge: Er systemet indrettet så nemt og intuitivt, som det burde være?
Der ligger store mængder mad, tekstiler, plastik og pap i vores restaffald. Det fremgår af Bofas seneste analyse af restaffaldet, som præsenteres for politikerne i miljø- og erhvervsudvalget tirsdag.
Her er den fremtidige lukning af Bofas forbrændingsanlæg på dagsordenen, og politikerne bliver altså blandt andet præsenteret for det faktum, at det halter lidt med vores affaldssortering i husstandene. Blandt andet står der, at en tredjedel af det restaffald, der havner hos Bofa, er madaffald.
Udfordringerne er vi nok flere, der kan nikke genkendende til.
Vi ved jo godt, at vi skal sortere, men vores faktisk adfærd i dagligdagen viser, at vi har en tendens til ikke at gøre det nok.
Det er også en kompliceret størrelse med forskellige slags emballage, der skal i forskellige fraktioner, og så står man med det hele i hånden og tænker: "Hvor pokker skal det her hen?" Og ja, så er det letteste at smide det i rest.
Det er netop restaffaldet, vi skal af med frem mod 2032. Derfor er det en lille karakterbog, Bofa udgiver, når man analyserer sig frem til, hvordan det går. En temperaturmåling på et ret ambitiøst mål, kan man kalde den, og man har da lyst til at spørge, om vi overhovedet kan komme derhen. Hvad skal der til?
Affaldssortering foregår jo ikke i laboratorier, men i travle køkkener og husholdninger. Vi vil gerne gøre det rigtige, men det rigtige skal også være nemt, og derfor hviler der et lige så stort ansvar på producenterne, på politikerne og på affaldsselskabet, som der gør på borgerne. Vi er nødt til hele vejen rundt at få designet en brugervenlig affaldssortering frem for bare at fortælle folk, hvad de må og ikke må.
Vi når ikke i mål ved, at Bofa skælder ud på borgerne, eller borgerne skælder ud på Bofa. Vi når i mål ved i fællesskab at skabe et system, der gør sorteringen til den letteste og bedste løsning.
Den gode nyhed er, at vi er på vej. Den mindre gode er, at det er svært. Og den finurlige nyhed er måske, at når vi rent faktisk bliver verdensmestre i disciplinen affaldssortering, har Bofa fået råd til den der robot, der faktisk klarer det hele endnu bedre end os.