Fem års usikkerhed er langt over grænsen for, hvad man kan byde naboerne til energiøen. Det er fuldt forståeligt, hvis de ikke tror på ministerens nye tidsplan.
Når staten rykker ind i baghaven med et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter, bør det mindste, man kan forvente som borger, være klare svar og retfærdige vilkår.
Særligt når der er tale om op mod 25 meter høje haller til landanlægget for Energiø Bornholm.
Alligevel har beboerne på Sydbornholm nu i næsten fem år svævet i et fuldstændig uacceptabelt tomrum. De har levet med et projekt, der reelt har låst deres liv fast. De kan ikke sælge deres bolig, de kan ikke låne til ombygninger, og de kan ikke lægge planer for deres egen fremtid.
Hvis man sætter det lidt på spidsen, har statens grønne prestigeprojekt reelt taget en gruppe bornholmske borgere som gidsler i deres egne hjem.
Derfor klinger det også mere end hult, når klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (RV) lover en afklaring "inden årets udgang". For historien gentager sig selv. Allerede i februar hørte vi fra Lea Wermelin, at der blot var få uger til en afklaring.
Jovist, der har været regeringsskifte, og ja, ministerrokader samt tunge administrative processer tager tid. Men bureaukratiske forklaringer og politiske regeringsskifter er en utrolig fattig trøst for de mennesker, der hver eneste dag kigger ud over de markarealer, hvor de gigantiske bygninger snart rejser sig.
Man kan ikke fortænke Borgerforeningen Energiø Bornholm og dens formand, Michael Ellermann, i at møde ministerens nye løfter med dyb skepsis. De har hørt sangen før.
Det er positivt, at der nu sættes en skæringsdato for en kompensationsmodel. Men en model er ikke bare en model. Den skal være reel. Når staten insisterer på at gennemføre en grøn omstilling i denne kaliber, må regningen for samfundets store ambitioner ikke skubbes over på de nærmeste naboer.
Et beskedent plaster på såret er ikke nok. For de hårdest ramte naboer bør der overvejes en klar og fair ret til opkøb af ejendommen til værdien fra før projektets start. Det er det eneste, der kan give den tryghed og frihed tilbage, som man fra politisk hold har taget fra dem.
Grøn omstilling er nødvendig, men den må aldrig drives på bekostning af almindelig anstændighed over for de borgere, der tilfældigvis bor midt i arbejdszonen.
Hvis man sætter det lidt på spidsen, har statens grønne prestigeprojekt reelt taget en gruppe bornholmske borgere som gidsler i deres egne hjem.