Lederskribenter slår alarm over Pisa-resultater: En tragedie

INDLAND/KRIMINAL9. SEP 2026 • 05:24

Danske forældre skal vågne op, og digitaliseringen skal reguleres, skriver aviser efter Pisa-undersøgelse.

En katastrofe, en tragedie og en skandale.

Sådan beskriver en række aviser på lederplads onsdag resultaterne fra den seneste Pisa-undersøgelse.

Undersøgelsen kigger på, hvordan eleverne klarer sig inden for matematik, naturfag og læsning.

Med de dårligste danske resultater nogensinde er der ikke tale om en mavepuster, men om en ren knockout, skriver Politiken.

Resultaterne omtales her som en konsekvens af "den udsultede og instrumentale skoles indbyggede fare".

- Når kundskaber og færdigheder søges indlært uden forbindelse til alt det, der gør dem værd at lære, bliver undervisningen kedelig, ensformig, uinspirerende og meningstom.

Undervisningen skal genfortrylles, lyder det. Med læreren i centrum skal der skrues op for det, der skaber nysgerrighed og engagement.

- Det er ikke pynt på "den rigtige læring" eller bløde værdier, der skal drysses oven på den egentlige faglighed, men forudsætninger for den.

Politikerne skal i den forbindelse "modstå fristelsen" til at skrue op for mål, test og dokumentation, skriver Politiken.

Avisen peger også på, at folkeskolen mangler ressourcer. En genopretning er dyr, men nødvendig, og 10. klasse skal fastholdes i stedet for at udfases.

I Kristeligt Dagblad omtales resultaterne som en tragedie og en skandale, der ifølge avisen ikke har en enkelt årsag.

Skolen kæmper med voksende udgifter til elever med særlige behov, en mangel på uddannede lærere og et fravær af basale undervisningsmidler, lyder det.

Avisen ser dog særligt kritisk på digitaliseringen og teknologisk udvikling, som ifølge lederskribenten svækker elevernes nysgerrighed, fordybelse og evne til koncentration, der er centralt for god indlæring.

Brugen af kunstig intelligens i undervisningssystemer tyder på, at udfordringerne ikke bliver mindre i fremtiden, vurderes det.

- Det positive er, at udviklingen kan vendes. Man kan og skal ikke forbyde enhver form for digitalisering, men en skarp regulering er nødvendig, skriver Kristeligt Dagblad.

Jyllands-Posten nævner også teknologi som en af årsagerne til, at elever på tværs af flere lande går tilbage.

- Det hedder sociale medier og skærmforbrug, manglende koncentrationsevne og ringe interesse for at lære. Menneskeheden er ganske enkelt ved at blive dummere.

Avisen lægger også vægt på, at lærere er særligt vigtige for et demokratisk samfund, og at tilliden til og begejstringen for faget derfor skal tilbage.

- Læreruddannelsen og faget skal gøres langt mere prestigefyldt. Det kan kun gå for langsomt. Og danske forældre skal vågne op og forstå, at de skal tage ansvar, læse og regne med deres børn og få stoppet pjækkeriet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT